Golfens Dag 2018
Golfens Dag i Hjortespring Golfklub med mange besøgende
De flotte grønne greens og den strålende sol skabte en perfekt ramme, da Hjortespring Golfklub den 22. april var værter ved ”Golfens Dag” 2018.
Formålet med ”Golfens Dag” var at udbrede kendskabet til golf og give interesserede muligheden for at stifte bekendtskab med golfspillet og med miljøet i Hjortespring Golfklub.
Ca. 120 interesserede personer i alderen fra 4 år til 70 år havde valgt at tage imod tilbuddet om at deltage i arrangementet.
Dagen startede med, at formanden Christian Holm bød velkommen og introducerede klubben, der er en af landets største golfklubber med ca. 1.500 medlemmer, og hvor der for øjeblikket ikke er ventetid på et medlemskab.
Herefter blev deltagerne delt op i 3 grupper, der roterede mellem 3 forskellige aktiviteter.
På driving range blev der arbejdet med at ramme golfbolden, så den både fik længden og retningen, som spilleren havde tænkt sig. Flere af deltagerne erfarede, at golfbolden, når der slås, kan synes ekstraordinær lille. Men de fleste oplevede også, at træningen bar frugt og at resultaterne blev bedre og bedre.
På putting green tog alle aldre imod udfordringen om at forsøge at få bolden i det meget lille hul. For at stimulere indsatsen var der arrangeret konkurrencer om at blive blandt de bedste eller mest heldige til at ramme hullet.
På den sidste station gik aktiviteten ud på at få oplevelsen af golfbanen, at opleve den flotte natur og det dejlige åndehul, som golfbanen udgør i Ballerup og Herlev kommuner. Alle fik fornemmelsen af, at det at gå en tur på golfbanen ud over at byde på konkurrence, fysisk aktivitet og socialt samvær også kan udvikle sig til at være en unik naturoplevelse.
Arrangementet sluttede med, at formanden orienterede om, hvordan man som begynder – i samarbejde med klubbens proer (trænere) – lærer golfspillet og reglerne at kende via et individuelt planlagt forløb. Dette blev suppleret med oplysninger om priserne på et medlemskab.
Da den formelle del af arrangementet var slut, var der mulighed for at fortsætte besøget ved Hjortespring Golfklub ved fx at sidde i forårssolen og nyde en dejlig frokost i klubhuset, hvor Silles Cafe som altid trakte-rede med et bredt udvalg af lækre frokostretter.
Til alle deltagerne vil Hjortespring Golfklub gerne sige tak for den udviste interesse. Vi glæder os til at se jer på golfbanen.