Cecilie og Amalie skifter hjemmeklub

Til orientering har søstrene, Cecilie og Amalie Leth-Nissen, skiftet hjemmeklub og vil fremover stille op for Smørum GK.
Smørum GK har gennem en årrække satset betydelige ressourcer på elitearbejdet og har i dag et stort elitecenter, som udover at kunne tilbyde endnu bedre vilkår og faciliteter til den videre træning og udvikling, har flere af søstrenes landsholdskammerater i folden.
Cecilie og Amalie ønsker dog at fortsætte deres medlemskab af Hjortespring GK, og vi vil derfor stadig se dem træne og spille i klubben.
Vi beklager naturligvis holdskiftet, da det er enhver golfklubs ønske, at have så dygtige golfspillere og så skønne personligheder tilknyttet. Det ærgrer da også vores pro’er, Henrik og Benjamin, der så kan glæde sig over, at de i høj grad har bidraget til at pigerne er nået det nuværende niveau.

På den korte bane vil det selvsagt svække vores hold i damernes 1. division, men med de mange store talenter og hårdtarbejdende spillere, vi har i vores brede elitetrup, der ufortrødent vil repræsentere Hjortespring GK på bedste vis, fastholdes de sportslige ambitioner.

Cecilie og Amalie, tak for tiden i Hjortespring-trøjen.
Fra alle os i klubben ønskes I held og lykke i jagten på at nå jeres golfdrømme, og vi følger selvfølgelig med fra sidelinjen.

 

Hjortespring Golfklub